Om os
Velkommen til &LEARNING. Vi er et team af passionerede skoleudviklere, der brænder for at gøre skolegangen mere meningsfuld, varieret og bæredygtig. Vi tror på, at uddannelsessektoren har mange skjulte og uudnyttede ressourcer, som kan bringes i spil.
Vi har mange års erfaring med innovationsdidaktik, problem- og projektbaseret læring og andre autentiske og kreative tilgange til læring. Vi har oplevet – igen og igen – hvordan både elever og undervisere vokser og lærer eksponentielt, når læringen er knyttet til noget, der giver mening for den enkelte.
Vi er overbeviste om, at vi er ved starten på enden for industrisamfundets skole og et-tallernes tyranni – én lærer, én klasse, én time. Og at der findes langt flere mangfoldige og motiverende måder at skabe rammer for læring på. Mange undervisere har for længst grebet dette, men de står ofte alene. Frygten for, at fagligheden går fløjten, begrænser skolens mulighed for at udvikle sig.
Det er derfor afgørende vigtigt, at vi udvikler, dokumenterer og formidler, hvordan læring folder sig ud i praksis – og kobler elevernes fagfaglige læring med udvikling af deres kreativitet, samarbejdsevner og handlekraft.
Det er det, vi arbejder på og for. Og det gør vi sammen med gode samarbejdspartnere: Skoler, kommuner, organisationer og naturligvis alle dem, som det hele handler om – elever, undervisere, skoleledere og alle andre, der har en aktie og interesse i skolen.
Vi er overbeviste om, at forandring, der rodfæster sig, kræver en systemisk tilgang, hvor der sættes ind på flere niveauer samtidigt. Vi arbejder – ligesom med eleverne – progressivt med nærmeste udviklingszone. Udvikling kommer ikke med et enkelt fingerknips, men kræver en struktureret og vedholdende indsats med det lange lys på.
Hos &LEARNING er vi optaget af at understøtte denne forandring ved at udvikle nye metoder, redskaber og skalerbare løsninger. Vi faciliterer aktionslæringsforløb, og vi sparrer med teams på både underviser- og ledelsesniveau. Vi udvikler nye undervisningsforløb, læremidler og digitale platforme i samspil med undervisere, skoleledere og organisationer, der har noget at byde på i i fht. elevernes læring.